Portugal har tidligere i historien oplevet en tid som stormagt med kolonier i både Afrika og Asien, men i nyere tid har landet oplevet større problemer med teknologisk udvikling, innovation og produktivitet, der har medført, at landet nu har det laveste BNP pr. capita i Vesteuropa. Samlet har Portugal et BNP på 80% af gennemsnittet for de 27 EU-lande.
Portugals hovedindustrier omfatter produktion af vin, fisk, tekstiler, sko, kemikalier, og så kan de desuden prale af at være verdens førende producent af kork.
Landbruget beskæftiger ca. 10% af befolkningen men producenterne er generelt mindre foretagender, der bærer stærkt præg af mangel på udvikling og ny teknologi, så på trods af en relativt høj andel af beskæftigede i landbruget, må landet importere ca. halvdelen af sine fødevarer.

Da Portugal har en relativ lav beholdning af human kapital, har der været en tendens mod specialitiation inden for low-tech industrier. Et af Portugals større problemer med specialitiation indenfor de mere traditionelle produktionserhverv er konkurrencen fra lande mod øst, der kan tilbyde samme produktion til en lavere omkostning.
Turisme fylder en større og større andel af den portugisiske økonomi, og der er således ca. 13 millioner mennesker, der årligt tager til Portugal for at nyde strandene og det portugisiske køkken. Men selvom Portugal er kendt for solgaranti, smuk natur og madoplevelser, så oplever landet også her konkurrence fra lande som Kroatien og Bulgarien, der de senere år er blevet mere og mere populære rejsemål for turisterne.
Selvom dette tegner et noget dystert billede af Portugals økonomiske udvikling, så har der i en årrække været en periode med høj vækst med en tilhørende vækst i det offentlige forbrug. Sidstnævnte har været så høj, at landet som det første nogensinde har modtaget en løftet pegefinger fra EU for at føre for slap finanspolitik og bryde stabilitetspagten.
På trods af en periode med høj vækst i 00’erne, så finanskrisen i 2008 ud til at slå bunden ud af et Portugal, der har været mere eller mindre på kronisk bistand fra EU siden medlemsskabet af euro-zonen i 2002 – hvilket Portugal selv var med til at ”grundlægge”. Landet har i 2011 oplevet en arbejdsløshed på over 12%, hvilket især afspejler en høj ungdomsarbejdsløshed, og skelet mellem rig og fattig er fortsat voksende.
I sommeren 2011 ansøgte Portugal om hjælpepakke hos EU og IMF og blev godkendt til et lån på 580 milliarder kroner på betingelse af en væsentlig gældsnedbringelse.